Please enable Javascript!

03. marts 2016, Aarhus

CGM opkøber Equus og bliver ny markedsleder

CompuGroup Medical Denmark A/S, et datterselskab af den verdensomspændende eSundhedsvirksomhed CompuGroup Medical SE (CGM), har afsluttet handlen om opkøb af systemet Equus fra MIBIT ApS. CGM styrker dermed sin position på markedet og fortsætter strategien om at være den foretrukne leverandør af sundheds-it i Danmark.

”Med denne handel har vi nu positioneret os som ny markedsleder for it-løsninger til fysioterapeuter,” siger Michael Hein, administrerende direktør for CGM i Danmark. Michael Hein mener, at de eksisterende brugere af Equus vil opleve en styrkelse af systemet efter opkøbet. ”Equus passer rigtig godt ind i porteføljen hos CGM, hvor vi har stor erfaring fra lignende systemer og er vant til at levere en effektiv service gennem kompetente medarbejdere i en international organisation. Samtidig vil vi på den lange bane optimere både Equus og vores eksisterende systemer ud fra de nye ressourcer, vi her har overtaget – til gavn for alle brugere.”

CGM er i forvejen landets største leverandør af it til den primære sundhedssektor. Dertil kommer en række offentlige institutioner og privathospitaler, der ligeledes anvender systemer fra CGM. Den danske afdeling tæller ca. 60 personer, der arbejder på kontorer i Aarhus, Frederikshavn og Holbæk.

Equus har tidligere haft til huse i Svendbord , hvor ejeren MIBIT ApS har udviklet og supporteret løsningen. Sammen med systemet har CGM overtaget driften og supporten for mere end 650 kunder – sammenlagt mere end 2.500 brugere fordelt på fysioterapeuter, psykologer og kiropraktorer.

To medarbejdere, der var tilknyttet systemet, er ligeledes fulgt med i handlen. ”Vi er meget glade for, at de to medarbejdere har valgt at fortsætte deres arbejde og følge med over til CGM. Fra tidligere handler har vi gode erfaringer med at integrere nye medarbejdere i vores virksomhed og kultur. Vi ser frem til, at de bliver en del af CGM,” slutter Michael Hein.